23948sdkhjf

Dansk piratjagt slut

Støtteskibet Esbern Snare ventes hjem til Flådestation Frederikshavn i morgen.

Efter at have været udsendt i internationale operationer siden september 2013 ankommer Esbern Snare til Frederikshavn fredag den 19. december.

Den 7. december afsluttede Esbern Snare indsættelsen i NATOs antipirateri-operation Ocean Shield i Det Indiske Ocean. Skibet er nu på vej hjem efter at have været indsat i internationale operationer siden efteråret 2013.

Esbern Snare blev i september 2013 indsat i Operation Ocean Shield, hvor hun deltog i NATOs pirateribekæmpelse.

Krigsgasser

I januar 2014 blev Esbern Snare beordret til Middelhavet, hvor skibet blev indsat som kommando- og eskorteskib i den maritime del af Operation RECSYR - operationen, der skulle transportere kemiske stoffer ud af Syrien.

Retur til piratjagt

I maj 2014 blev Esbern Snare afløst af den danske fregat Peter Willemoes, hvorefter Esbern Snare returnerede til Det Indiske Ocean for igen at indtræde i NATOs Operation Ocean Shield - nu som kommandoskib for den dansk ledede internationale stab, der forestod operationerne i det Indiske Ocean.

Søværnets mandat til at jagte pirater udløber ved årsskiftet. Det er endnu uvist i hvilket omfang og hvordan, Danmark vil bidrage til bekæmpelsen af pirateri. Det somaliske piratproblem er tilsyneladende taklet, men det vil givetvis blusse op igen, hvis ikke de civile rederier og internationale flådestyrker opretholder en eller anden form for beredskab.

Fakta

Operation Ocean Shield

NATOs støtte til det internationale samfunds indsats mod pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn er siden den. 17. august 2009 blevet gennemført i rammen af Operation Ocean Shield.

Operation Ocean Shield har fokus på anti-piratoperationer til søs og indgår i den koordinerede indsats mod pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn.

Der er fire hovedopgaver i operationen, som omfatter:

• Eskorte af handelsskibe og afskrækkelse af pirater

• Indgreb over for piratvirksomhed

• Opsøgende indsats mod formodede piratskibe

• Regional kapacitetsopbygning

Kapacitetsopbygning har til formål blandt andet at hjælpe regionen med på sigt selv at kunne bekæmpe pirateri, og desuden sikre at landene fremadrettet i større grad kan bidrage til en større maritim sikkerhed i området.

Operation RECSYR

Operation RECSYR blev ledet af en mission opstillet i samarbejde mellem FN og OPCW. Missionen byggede på et mandat funderet i FNs Sikkerhedsråds resolution nr. 2118.

I det danske bidrag til den sømilitære del af operationen deltog Søværnet, værnsfælles CBRN-eksperter, SKAT, Beredskabsstyrelsen og et finsk CBRN-hold, samt Flyvevåbenet med en helikopter samt hundefører og hund.

CBRN-eksperter:

Eksperter i beskyttelse mod kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare stoffer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078