23948sdkhjf

Brexit or not

Sidste udkald for EU.

Af Gert Jakobsen, bestyrelsesformand for ITD

Det meste af Europa holder vejret. Torsdag den 23. juni 2016 er afgørelsens dag. Englænderne skal til stemmeurnerne. Bliver det et ja eller et nej – Brexit or not – til EU-fællesskabet. Udfaldet, hvis det bliver et nej, vil utvivlsomt rokke voldsomt ved soklen på det europæiske fællesskab og EU’s selvforståelse. Men det vil også have en indvirkning på de lande, der eksporterer varer til England.

De sidste måneder har europæiske økonomer og tænketanke stået i kø for at give deres bud på, hvad et britisk exit fra EU vil betyde. Ifølge Danske Banks seneste opgørelse spås det, at et nej vil betyde knap 40 milliarder kroner i tabt eksport af varer for Danmark og påvirke mange tusinde danske arbejdspladser. Ingen kender det eksakte svar, men frygten for, at Danmark også vil blive ramt af et engelsk nej, er i høj grad til stede.

Uklare konsekvenser

Set fra den danske transport- og logistiksektors side er bekymringen også til at føle på – især for de virksomheder, der året rundt transporterer varer fra Danmark til England. For hvad vil et Brexit betyde for den danske eksport til England? Skal chaufførerne fortsat sætte sig bag rattet fredag med kurs mod England? Det skal de jo nok, men konsekvenserne ved et nej er uklare og potentielt store. Det britiske marked er et vigtigt eksportmarked for Danmark og ikke mindst ITD's medlemmer, der transporterer alt fra byggematerialet, maskiner og bacon til det engelske marked.

En nedgang på det engelske marked vil set fra mine medlemmers kant i første omgang være problematisk. Markederne i Europa lader sig nemt påvirke af store politiske skælv. Hvis vi kigger på tilstanden i Europas markeder det seneste år, har Ruslands blokade af varer ramt slagteri- og mejerifronten hårdt. Det samme vil et Brexit resultere i, forlyder det.  De varevolumener, der normalt går til såvel det russiske og det britiske marked, er vigtige indtægtskilder for den danske transport og logistiksektor.

Fin markør

Nu kender vi ikke resultatet af afstemningen, men vi vil hurtigt kunne danne os et billede af, hvilken effekt et eventuelt nej har. Vores sektor er kendt for at være omstillingsparat, fleksibel og vi er oftest dem, der lægger mærke til ændringerne først. Vejgodstransporten reagerer næsten momentant på ændringer i markedet og er dermed en meget fin markør på, hvilken vej det vil gå. Men selvom vi kan tilpasse vores forretninger, så er vi også nødt til at erkende, at det i sidste ende er transportkøber, der afgør, hvor meget og hvad vi kører med.

Hvis England vender EU ryggen, og økonomernes forudsigelser går i opfyldelse, så er risikoen for, at der bliver færre kørsler til det engelske marked for danske transport- og logistikvirksomheder reel. Valget er op til den enkelte englænder. Europa holder vejret, og det samme gør vi. Når sidste stemme er afgivet, er vi meget klogere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063