23948sdkhjf

Alarmerende lav load-faktor

Luftfragten kæmper med afkastet.

Den gode nyhed først:

Den globale luftfartsorganisation IATA oplyser, at efterspørgslen efter luftfragtydelser i august måned steg med 3,9 procent i forhold til samme måned sidste år.

I årets ottende måned var det således kun luftfragtselskaberne i Latinamerika, der med et fald i cargo-aktiviteterne på 3,3 procent noterede tilbagegang, mens resten af verdens regioner noterede stigninger på mellem 1,8 og 6,6 procent.

Men lykken er som bekendt kort, hvis man da skal tage Kim Larsens ”Papirklip” for pålydende – og således opmuntret slutter de gode nyheder da også her.

Overkapacitet

For selvom stigningen i efterspørgslen på flotte 3,9 procent isoleret set må betegnes som en succes, nytter det ikke noget, at kapaciteten samtidig stiger med 4,1 procent. For dermed falder load-faktoren, selskabernes evne til at fylde denne kapacitet op med gods, hvilket har negativ effekt på afkastet hos luftfragtselskaberne, der med IATA’s egne ord i øjeblikket præsterer ”historisk lave load-faktorer”.

Således lyder load-faktoren i august på sølle 43,1 procent. Med andre ord var 56,9 procent af alverdens fragtfly i august måned fyldt op med luft, hvilket som bekendt er en type gods, der ikke giver anledning til jubelscener på bundlinien.

Til sammenligning præsterer passager-flyselskaber som regel load faktorer på mellem 75 og 90 procent.

Hos IATA undlader generaldirektør og administrerende direktør, Alexandre de Juniac, i en pressemeddelelse direkte at kommentere på load-faktoren, men langer i stedet en bredside ud mod det globale politiske miljø:

- August-tallene viste forbedringer i cargo-efterspørgslen. Selvom det er godt nyt, gør de underliggende markedsforhold det svært at bevare optimismen på lang sigt. Verdenshandlen faldt med 1,1 procent i juli uden udsigt til forbedringer. Og den nuværende globale politiske retorik i store dele af verden fokuserer mere på protektionisme end støtte til handlen. Økonomierne er nødt til at komme ud af de nuværende økonomiske dødvande. Regeringer bør fokusere på at støtte handlen – og ikke opstille protektionistiske barrierer, lyder det fra Alexandre de Juniac.

Historisk lavt?

Nærværende avis skrev i november 2015, at den daværende load-faktor på 43,2 procent var den laveste siden 2009, og derfor skal man altså endnu længere tilbage i tid for at finde en tilsvarende lav ditto. Om det berettiger til at kalde den nuværende load-faktor for ”historisk lav”, må IATA selv stå til regnskab for.

Én ting er dog sikkert: Verdens luftfragtselskaber er generelt set i øjeblikket enestående ringe til at evne at fylde flyene op med gods. Ikke alene er denne manglende evne til ugunst for forretningen – hvad værre er, at det er også udtryk for unødig sløsen med meget forurenende flybrændstof, hvilket burde give anledning til omend dybere panderynker.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063