23948sdkhjf

Røde tal hos Blue Water Shipping

Udsigterne er dog lyse.

Koncernregnskabet for Blue Water Shipping viser et underskud på 14,3 mio. kroner i 2015.

Den primære årsag er lav oliepris samt store investeringer i Norden.

Siden efteråret 2015 har Blue Water Shipping mærket faldende transportaktiviteter for olie- og energisektoren, og det er medvirkende til at den danske transport- og logistikkoncerns regnskab for 2015 ender med et underskud på godt 14 mio kr før skat, mens omsætningen stiger en anelse og runder 5 mia kr. Det viser regnskabet for Blue Water Holding, der dækker hele koncernens aktiviteter.

- Det er et kedeligt og selvfølgelig ikke tilfredsstillende resultat, men det kommer ikke som en overraskelse for os, at 2015 slutter med et beskedent underskud. Vi har over nogle måneder set en opbremsning i opgaverne - især inden for olie og energi, hvor hele sektoren er ramt at de lave oliepriser, siger Kurt Skov, Blue Water Shippings grundlægger og adm. direktør.

Investeringer koster

Oprustning i Norge, Sverige og Finland har også kostet på bundlinjen i 2015. Regnskabet er negativt påvirket med cirka 30 mio. kroner relateret til aktiviteter i Norden samt olie og energi. Dertil kommer nedskrivninger af goodwill og tilpasninger for disse områder på omkring 35 mio. kroner.

Ned i tempo

- Vi har gennem de seneste måneder gennemført en række justeringer af vores organisation, så vi står bedre rustet til fremtiden. Vi ønsker fortsat en solid tilstedeværelse i Norge, Sverige og Finland, men har valgt at sætte tempoet lidt ned. Og inden for olie og energi har vi en stærk position, som vil blive styrket betydeligt de kommende år på baggrund af vores største kontrakt nogensinde - en aftale på 2,3 mia. kroner  til et gigantisk olieprojekt i Kazakhstan, siger Kurt Skov.

For få uger siden blev det offentliggjort, at et konsortium med Blue Water Shipping i spidsen skal levere 15 specialskibe til transport af gods og moduler op til 1800 t til udvidelsen af et oliefelt i Kazakhstan. En opgave til en samlet værdi på 2,3 mia kr og som løber frem til 2021.

Største aktivitet leverer flot

Koncernens største aktivitet - transport af forbrugsvarer, industrigods og fødevarer med skib, bil og fly -  leverer flotte resultater i 2015. Det er især i Danmark, der er vækst på både omsætning og indtjening.

- Vi er meget tilfredse med og stolte over, at vi kan vokse i dette meget konkurrenceprægede marked. Indtjeningsmargin er ikke stor, men vores ekspertise, høje service og tætte samarbejde med kunderne betyder, at kunderne ser værdi i samarbejdet med Blue Water, siger Kurt Skov.

Til sommer tages Blue Waters nye godsterminal i Taulov til 120 mio. kroner i brug, og det vil medvirke til at styrke servicen og kvaliteten på import- og eksporttransport. Ligeledes er firmaet i gang med implementering af nye IT-systemer, der skal forbedre både effektivitet og kvalitet.

 - Jeg ser positivt på den kommende periode. Vi har en meget solid kerneforretning, og sammenholdt med de investeringer vi har lavet for at forbedre vores setup og vores systemer, er jeg overbevist om, at vi ser fin fremgang i vores forretning på både kort og lang sigt, siger Kurt Skov, der oplyser, at Blue Water forventer et positivt resultat for 2016.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062