23948sdkhjf

Hirtshals og Zeebrugge styrker båndene

Ny samarbejdsaftale indgået.

I anledningen af det belgiske kongepars besøg i Danmark i disse dage har havnene i Hirtshals og Zeebrugge underskrevet en samarbejdsaftale, der skal styrke relationerne mellem de to havne og desuden skabe grundlag for at udvikle havnenes forretningsmuligheder.

Samarbejdet mellem de to havne tog sin begyndelse 16. februar 2016, hvor rederiet CLdN åbnede en direkte rute mellem Zeebrugge og Hirtshals, som efter et år har vist sin berettigelse i form af blandt andet de forretningsmuligheder, som ruten åbner mulighed for.

Administrerende direktør i Zeebrugge Havn, Joachim Coens, udtaler i forbindelse med den nye samarbejdsaftale:

- Underskrivelsen af samarbejdsaftalen er en væsentlig udvikling i det forretningsmæssige samarbejde, som vi har med Hirtshals Havn. Ved at styrke båndene mellem vores havne kan vi forøge godsstrømmen mellem havnene og dermed øge trafikmængden, lyder det fra Joachim Coens.

Også bestyrelsesformand i Hirtshals Havn, Anker Laden-Andersen, er begejstret:

- Det strategiske samarbejde, som vi med underskrivelsen af aftalen har tydeliggjort, vil kunne styrke mulighederne for effektive forretningsmæssige samarbejder, hvor vi ser potentialer, som tager afsæt i både den direkte søtransportforbindelse og den åbning der nu ligger lige for i samarbejdet mellem erhvervsklyngerne i Zeebrugge og Hirtshals, siger Anker Laden-Andersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063