23948sdkhjf

Nytårsudtalelse fra ITD

Juleønske: ikke flere uigennemtænkte politiske indgreb over for transportbranchen.

Juleønske: ikke flere uigennemtænkte politiske indgreb over for transportbranchen.



International Transport Danmark (ITD) har udsendt formand Mogens Therkelsen nytårsudtalelse:

2010 var et år, hvor der igen kunne spores en samlet fremgang i økonomien, men den mest markante tendens på transportmarkedet var - trods den samlede fremgang - den ustabile markedssituation med store variationer i transportmængderne. Det stillede endnu større krav end sædvanligt til et tæt samarbejde mellem transportører og transportkøbere. Markedet skulle vænne sig til at disponere transporterne i bedre tid, så kapaciteten blev udnyttet bedst muligt og ”klumper” i leverancerne undgået. Fra ITD’s side har vi kunnet spore en klar fremgang på denne front, men det tætte samarbejde mellem transportører og transportkøbere er noget, som branchen fortsat bør have et tæt fokus på.

På den organisatoriske front har samarbejde også været et nøgleord i det forgangne år - stærkest illustreret gennem branchens fælles imagekampagne Holder DK Kørende, der blev præsenteret for offentligheden i august 2010 med et stort, vellykket arrangement på Rådhuspladsen. Alle erhvervets organisationer har aktivt bakket op om ITD’s kampagneinitiativ, og der er fortsat fint momentum og fælles fodslag til at videreføre kampagnen.

Udfordringen bliver fremadrettet at bruge kampagnen som løftestang til at få sat branchens egen adfærd på dagsordenen. Der, hvor befolkningen og politikerne viser branchen mistillid, må vi gå forrest og gøre mistilliden til skamme ved at vise, at vi tager korrekt adfærd meget alvorligt. Det skal ”Holder DK Kørende” være platformen for frem mod 2012.

Et aktuelt eksempel herpå er kampagnens fælles initiativ for at begrænse de upopulære elefantoverhalinger på motorvejene. Truslen om et totalt forbud mod lastbiloverhalinger er efter branchens mening et klokkeklart eksempel på, at lastbiler diskrimineres i forhold til andre trafikanter. Men branchens svar skal ikke være klynk, men en tydelig demonstration af, at vi gennem samlet handling er mere effektive end endnu en ubegrundet lovstramning, når det gælder om at forebygge problemerne på motorvejen

Fra ITD’s side har vi ét klart juleønske til politikerne: Spar os for flere ugennemtænkte lovstramninger, hver gang et eller flere enkelttilfælde af lovovertrædelser i lastbilranchen dukker op i medierne. Giv os i stedet en helhjertet opfølgning og kontrol på de regler, branchen allerede er underlagt. Snyd og overtrædelser af reglerne er efter ITD’s holdning ukollegialt og uacceptabelt, og det forvrider den fair konkurrence. Men svaret er ikke nye og strammere regler, men en stadig mere effektiv kontrol. Nye regler bør først komme på tale, når de gamle er tilstrækkelig håndhævet og alligevel viser sig utilstrækkelige. Det samarbejder ITD aktivt med myndighederne om at fastholde som princip.

Også på mange andre områder oplever ITD et konstruktivt samarbejde med politikere og embedsværk, og det har gennem 2010 udmøntet sig i mange fine fremskridt for landevejstransporten og dermed for de millioner af danskere, der dagligt er afhængige af lastbilerne.

Forlængelsen og udvidelsen af modulvogntogsforsøget er et godt eksempel. ITD har oplevet en god og tæt dialog med myndighederne, og sammen har vi skaffet dokumentation for, at modulvogntogene er en gevinst for såvel den effektive transport som for miljøet. Og vi har fundet gode løsninger på de spørgsmål, der har været rejst omkring trafiksikkerheden. Fra ITD’s side er vi derfor meget tilfredse med, at det i efteråret blev besluttet at forlænge forsøget med yderligere fem år og samtidig udvide forsøgsstrækningen på vejnettet.

Det samme er tilfældet med den beslutning, der som en del af regeringens store transportforlig blev truffet om at hæve de tilladte totalvægte for en række tunge køretøjer. Med de nye vægtgrænser vil lasteevnen for et syv-akslet vogntog for eksempel kunne øges med ca. 25 procent. Det er en klar gevinst for effektiviteten og ikke mindst for miljøet. Lastvognskørsel er kollektiv transport for varer, og gevinsten stiger direkte proportionelt med udnyttelsen af køretøjernes kapacitet.

I FDE A/S har vi fortsat den positive udvikling og har opnået et resultat som forventet. I løbet af året har forretningen bl.a. skullet kæmpe med den fælleseuropæiske omstilling til digital momsrefusion, og det har betydet en ekstra ressourcebelastning for FDE. Men ved årets udgang er vi fuldt på plads til at kunne håndtere transaktionerne i det nye system.

I efteråret havde den nyetablerede FDE Fonden sin første uddeling af midler til projekter inden for lastbiltransporten. Interessen var over al forventning. Der indkom ansøgninger for i alt 8 mio. kr., og der blev doneret støtte til i alt 24 projekter for et samlet beløb på 1,3 mio. kr.

ITD og FDE går ind i 2011 med et håb om endnu et år i samarbejdets og de gode resultaters tegn. Det fælles fodslag i branchens vigtige fælles sager ligger os fortsat meget på sinde i ITD, og fra vores side vil vi fortsat forfølge vores selvstændige profil som foreningen med det internationale udsyn og den professionelle og liberale holdning til markedet og branchens rammebetingelser.

Vi ønsker alle i branchen et rigtigt godt nytår og fortsat god vind til de mange dygtige og samfundsansvarlige transportvirksomheder og chauffører, som holder hele Danmark kørende og sikrer varer på hylderne.

Med venlig hilsen

Mogens Therkelsen, Formand

ITD/FDE

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078