Afgørelse: Sø- og Handelsretten pålægger speditør at betale erstatning for beskadigelse af kompressor under gennemgående transport.

CMR-konventionen, der jo som bekendt omhandler internationale landevejstransporter, der er grænseoverskridende i den forstand, at de starter og slutter i to forskellige lande, fastlægger i den danske udgaves § 24 et ansvar for fragtføreren, som gøres mere eller mindre objektivt ansvarlig for godsets beskadigelse, bortkomst og forsinkelse i varetægtsperioden, og dermed for det tidspunkt, hvor vogn-manden modtager godset til han afleverer det igen.

Ansvaret opblødes dels ved ansvarsbegrænsningsreglerne, men i øvrigt ved at vognmanden kan frigøre sig for ansvaret, hvis han vel og mærke kan bevise, at bortkomst, beskadigelse eller forsinkelse ikke skyldes fejl eller forsømmelser fra vognmanden eller hans folks side eller i øvrigt hvis vognmanden kan bevise, at der er begået fejl fra afsenderens side og endeligt i force majeure lignende tilfælde.

§ 25 supplerer den mere generelle ansvarsfritagelsesregel med en række mere specifikke, der bl.a. giver ansvarsfrihed såfremt vognmanden kan ”godtgøre”, at den opståede skade kan være opstået i forbindelse med eksempelvis ”manglende eller mangelfuld indpakning af gods, som efter sin beskaffenhed er udsat for svind eller beskadigelse, når godset ikke er indpakket eller er mangelfuldt indpakket” (§ 25, stk. 1, litra b).

En anden ikke-uvæsentlig bevisbyrderegel findes i § 38, der groft sagt går ud på, at den part, der har erstatningskravet mod vognmanden, mister dette, såfremt der reklameres for sent og for sent er efter § 38 enten det, at der ikke reklameres ”straks” i tilfælde, hvor manglen har været synlig og ellers syv dag fra godsets aflevering til modtageren. Virkningen, af at der reklameres for sent, er, at bevisbyrden vendes om, hvorved det nu er den berettigede, der skal bevise, at der er begået fejl, og der er med andre ord således ikke tale om en egentlig kravsfortabelse.

Sø- og Handelsretten har den 30. November afsagt dom i en sag, hvor de oven for omtalte regler i CMR-loven var de mest centrale, og sagen drejede sig i korthed om, hvorvidt et dansk speditionsfirma som kontraherende fragtfører var ansvarlig over for sin ordregiver for beskadigelse af en kompressor i forbindelse med en international landevejstransport fra Tjekkiet til Danmark.

Det forsikringsselskab, der havde tegnet vareforsikring for ordregiveren, anlagde sag mod speditøren ved Sø- og Handelsretten om betaling af hhv. 11.870,25 SDR og 3.496,35 DKK (fragten).

Det førstnævnte beløb var alene ansvarsbegrænsningsbeløbet i henhold til ansvarsbegrænsningen i CMR-lovens § 29, stk. 2, hvorefter fragtføreren jo kan begrænse ansvaret for bortkommet, beskadiget gods til 8,33 SDR (Special Drawing Rights) pr. kilo bruttovægt af godset - med mindre der er udvist grov uagtsomhed eller forudsæt, hvilket ikke var på tale i denne sag, hvor forsikringsselskabet havde udbetalt et noget højere beløb, nemlig godt 155.000 DKK til sin kunde.

Sagen startede ved, at ordregiveren købte en kompressor af et tjekkisk firma for godt 21.000 EUR og anmodede det danske speditionsfirma om at påtage sig transporten fra sælgerens lager i Unicov, Tjekkiet til ordregiverens egen køber (kunde) i Hjørring. Det fremgik af fragtbrevet, at kompressoren vejede 1.425 kg og at fragten udgjorde 3.496,33 DKK, hvilke oplysninger senere skulle få betydning for udregning af erstatning.

Speditionsfirmaet antog forskellige undertransportører til at bistå sig med at udføre dele af transporten og godset blev flere gange omladet undervejs. Den 2. maj 2008 modtog en tjekkisk vognmand uden forbehold godset fra sælgerens lager i Tjekkiet og kørte det til Modirice i Tjekkiet.

Her blev det udleveret til den danske speditør, der overlod godset til et andet speditionsfirma, der viderebragte det til den kontraherende transportørs lager i Tyskland. Herfra blev det overtaget af en ny vognmand, der bragte det til et nyt lager i Tyskland, hvorefter en ny tysk vognmand kørte godset til den danske speditørs lager i Kolding den 7. maj 2008.

Dagen efter tog kompressoren på sin sidste rejse fra Kolding til modtagerens adresse i Hjørring, og denne transport blev udført af speditionsfirmaet.

Ved modtagelsen af godset blev der ikke foretaget fælles inspektion af dette, og modtageren hverken kvitterede for modtagelsen af godset eller tog forbehold for skaden på fragtbrevet.

Efter udpakningen af godset konstaterede modtageren, at kompressoren var beskadiget, og reklamerede herover til ordregiveren, der ved telefax af 9. maj 2005 reklamerede over for speditøren under angivelse af, at kompressoren var totalskadet, og at ordregiveren holdt speditøren ansvarlig herfor.

Speditøren transporterede efterfølgende den 15. maj 2008 efter aftale med ordregiveren kompressoren fra Hjørring til ordregiverens adresse i Stilling ved Skanderborg, hvor en havariagent besigtigede den og afgav sin rapport, der senere blev et centralt element i sagen. Speditøren var ikke indkaldt til besigtigelsen.

Sø- og Handelsretten fandt, at speditøren ikke havde sandsynliggjort sit anbringende om, at skaden var indtrådt allerede ved overtagelsen til befordring af godset, som speditøren selv ved sin underfragt-fører, vognmanden, modtog fra producenten, i Unicov, Tjekkiet, uden i det fragtbrev, som speditøren udstedte den 7. maj 2008, at tage forbehold for godsets stand.

Herefter, og idet retten måtte anse det for ganske usandsynligt, at producenten, som var vant til at håndtere sine egne produkter og véd, hvordan de skulle håndteres, skulle have leveret godset med de omhandlede skader, lagde retten til grund, at kompressoren var ubeskadiget, da speditøren som kontraherende fragtfører overtog godset.

Retten henvist til de fremlagte billeder, som blev taget af kompressoren i forbindelse såvel med udpakningen hos modtageren i Hjørring den 8. maj 2008 som ved havariagentens besigtigelse den 16. maj 2008 i Stilling.

Retten fandt på grundlag heraf, at kompressoren havde samme skader ved udpakningen som dem, der blev konstateret og beskrevet af havariagenten i forbindelse med besigtigelsen.

Det var på grundlag af de billeder, som havariagenten havde optaget, rettens sagkyndige dommeres vurdering, at kompressoren var blevet beskadiget ved at være blevet presset op mod andet gods eller eventuelt ved at være væltet, og rettens sagkyndige medlemmer fandt det sandsynligt, at beskadigelsen var sket i forbindelse med håndtering af godset i forbindelse med omlastning, hvor godset var blevet skubbet med gaflen fra en gaffel-truck. Den juridiske dommer var enig i disse sagkyndige vurderinger.

Det blev således fundet bevist, at kompressoren var blevet beskadiget i tiden fra speditørens overtagelse af godset ved underfragtføreren, vognmanden, den 2. maj 2008 fra producenten i Unicov, Tjekkiet, og indtil speditørens egen aflevering heraf hos modtageren i Hjørring den 8. maj 2008. Speditøren var derfor ansvarlig for beskadigelsen, jf. CMR-lovens § 24, stk. 1.

Godset var emballeret på en måde, der efter de sagkyndige dommeres vurdering (som den juridiske dommer tiltrådte), var hensigtsmæssig og sædvanlig for denne type af gods, og speditøren havde ikke godtgjort, at beskadigelsen skyldtes eller kunne skyldes mangelfuld indpakning af gods, som efter sin beskaffenhed var udsat for beskadigelse, når godset var mangelfuldt indpakket, jf. CMR-lovens § 25, stk. 1-2.

Ved modtagerens modtagelse af kompressoren den 8. maj 2008 fremtrådte emballagen ubeskadiget, hvilket efter det oplyste også var baggrunden for, at der ikke forelå fotos af emballagen, således som den så ud inden udpakningen.

Rettens sagkyndige dommere (hvis vurdering den juridiske dommer igen tiltrådte), fandt ikke grundlag for at antage, at skaden havde været synlig, idet emballagen havde fremtrådt som ubeskadiget, og idet højst enkelte små huller heri ville kunne opdages ved nærmere inspektion.

Modtageren havde således ikke anledning til at tage forbehold om godsets synlige tilstand i fragtbrevet, så meget mere som modtageren ikke kvitterede for godsets modtagelse på fragtbrevet. Ordregiverens reklamation over for speditøren ved telefax af 9. maj 2008 var således rettidig, jf. CMR-lovens § 38, stk. 1, 2. pkt.

Herefter, og idet kravets størrelse var ubestridt, blev forsikringsselskabets påstand taget til følge.

Endelig fandt Sø- og Handelsretten anledning til at løfte en formanende pegefinger over for forsikringsselskabet, som ikke havde sørget for at speditøren var blevet indkaldt til besigtigelsen, men retten fandt dog ikke, at det dette forhold havde haft nogen betydning for sagen, og dermed heller ikke for udfaldet.